Det kan efterhånden være svært at følge med i skiftende tendenser. Efterhånden som verden bliver mere og mere global, og traditioner fra eksempelvis USA pludselig også præger det danske samfund, kan der være meget at holde styr på. Black Friday er et glimrende eksempel på dette, og selvom navnet umiddelbart lyder fangende, kan det være svært helt at regne ud, hvad begrebet dækker over. Du kan dog her finde både forklaring og historisk baggrund bag fænomenet.

Black Friday – sådan opstod det

Du har sandsynligvis hørt om den amerikanske tradition kaldet Thanksgiving. Her tilbringer amerikanere hvert år dagen med deres familier den fjerde torsdag i november, hvor der traditionelt bliver serveret kalkun med forskelligt tilbehør til. Efter denne torsdag i taknemmelighedens tegn, kommer dog den efterfølgende fredag: Black Friday.

Black Friday åbner uofficielt op for juleshopperierne, og der er tradition for, at næsten enhver butik har nogle vilde tilbud med gode penge at spare. Her er der for eksempel ofte slagtilbud, der går efter først-til-mølle-princippet. Det har resulteret i, at der for mange er dukket en kultur op omkring dét at stå i lange køer foran butikkerne, og endda for de særligt dedikerede at campere ude foran for at kunne være der som de første ved åbningstid.

Det skønnes, at dagen har fået sit navn fra den profit, butikkerne oplever. Der har været tradition for at notere tab med rød skrift og gevinster med sort, når det handler om økonomi, hvorfor det står klart, at Black Friday med de mange tilbud alligevel formår at gøre en god forretning ud af det. Mange ser af den grund også dagen som et symbol på kapitalismen og forbrugskulturen, der har det med at dominere dagens samfund. 

amerikansk tradition

I Danmark går det mere stille for sig

Black Friday er en dag, hvor amerikanere typisk har fri, i modsætning til hvad vi oplever her i Danmark. Ikke desto mindre har vi stadig taget meget af princippet til os med de gode tilbud og hele oplevelsen med at lade sig friste af forskellige varer.

Selvom man næppe oplever helt det samme sensationelle shopping-kaos her som i Amerika, kan danskerne stadig nyde godt af gode tilbud, også i dagene op til og efter Black Friday. Der er nemlig blevet tradition for, at tilbuddene allerede starter i dagene op til, samt at internethandlen topper med sine tilbud om mandagen, også kendt som Cyber Monday.

Mange oplever en hyggelig aften omgivet af god atmosfære, og den mere rolige danske tilgang til fænomenet gør også, at det generelt set er en god oplevelse for alle. Med de noget mere ekstreme tilbud i USA går der årligt nyheder om folk, der er kommet til skade i de tilbudshungrende menneskemængder, eller ligefrem folk, der er blevet trampet ihjel. Det får vi heldigvis næppe noget af her – i stedet bliver det med al sandsynlighed en dag dedikeret til de gode relationer, når man shopper med venner og familie, samt en god følelse i maven, når man kan købe de ting, man ønsker sig, til nedsat pris.